Sider

lørdag den 7. december 2013

Ønsker til babyværelset # 2

Her til aften har jeg siddet og luret på flere ønsker til babyværelset. Jeg har allerede købt den fine skypude på Etsy og uroen med luftballoner, og min mor har været så sød at forære Johan den farverige lyskæde fra Happy Lights. Jeg er sikker på, at han nok skal blive betaget af alle de forskellige lysende farver. Som I nok kan fornemme bevæger jeg mig lidt i et himmeltema mikset med lidt fra dyreverdenen. En del af tingene er lidt pebrede, men man har vel lov at drømme. Særligt oven på en vagt på arbejdet på en lørdag.

Plakat "The Elephant Spray" fra Missemai / Krog "Moln" fra Åhléns / Lyskæde "Niassam" fra Happy Lights / Metalkurv i mint fra ferm LIVING / Uro med luftballoner fra Schylling / Luftballon i blå fra Authentic Models / Skypyde fra Piggyhatespanda (Etsy) / Pude "Favourite Place" i grå fra Luckyboysunday / Tapet "Harlequin" i mint fra ferm LIVING




------------------------------------------------------------------------
I morgen skal jeg med mine forældre på en juleshoppingtur til Malmø. Ih, hvor jeg glæder mig. Imens passer min dejlige kæreste vores to hunde og pakker lidt mere af lejligheden sammen. Næste weekend flytter vi endelig ud i vores hus i Dragør. Julen skal nok få ben at gå på med alt det der skal ordnes inden vi er klar til Johans ankomst.

Hav en skøn lørdag aften og søndag!


torsdag den 5. december 2013

Seneste køb til baby

Da vi snart skal flytte og julen nærmer sig, forsøger jeg at begrænse shoppingen til Johan. Heldigvis havde jeg et gavekort på 200 kr. til en af mine yndlings netshops, Lirum Larum Leg. Jeg brugte det på en skøn, farverig pude med dyremotiver fra Mimi Lou og en blød bidering med Sophie Giraf. Forhåbentlig falder de i god jord til foråret!

Desuden var der -20% på alle varer hos Smartkids forleden, så de mest fantastiske babykort fra Milestone røg også i kurven. Jeg glæder mig allerede til at tage dem i brug, når Johan skal fotograferes på særlige dage og ved særlige lejligheder.

Sidst, men ikke mindst, blev det også til en skøn heldragt med stjerner fra Soft Gallery. Jeg ELSKER deres tøj med grafiske og enkle print kombineret med den lækreste kvalitet. Som studerende rækker pengepungen desværre ikke til at gå shopamok i mærket, så jeg slog til da der var -40% hos Lille Figaro. Jeg havde også set mig lun på den lækreste udendørsdragt med stjerneskud fra Mini Rodini, men tøvede lidt og haps, så var den væk. Æv. Selvom jeg er sikker på kæresten synes det var held i uheld med alle de penge jeg allerede bruger på den lille fyr.

Pude med Zoodyr fra Mimi Lou / Bidering "Sophie Giraf" fra Vulli / Babykort fra Milestone / Heldragt "Ben Twinkle" fra Soft Gallery

Jeg håber I er kommet i sikkerhed nu hvor Bodil raser derude. Her er kæresten i gang med kødgryderne i køkkenet, så der er en liflig duft i hele hytten. Imens sidder jeg godt puttet væk under dynen. Ren luksus.

Hav en dejlig aften!

Ønsker til babyværelset # 1

Jeg ville elske, hvis disse ting fandt vejen frem til Johans babyværelse.

Wallsticker med luftballoner fra Mimi Lou / Seng "Kili" fra Sebra / Kanin i beige fra Jellycat / Skylampe fra ferm LIVING
______________________________________________________________________________
Jeg har allerede købt en fin uro til ham med luftballoner og har også kig på en fin skypude fra Etsy, så tror disse ting vil passe perfekt ind i det univers.

onsdag den 4. december 2013

Første indlæg

Så er jeg i gang med min blog :-)

Her først et par billeder af mine to ballademagere, Bjørn og Vibsen. Og kæresten. Og Mille, den linselus, har også sneget sig ind selvom hun ikke er en fast beboer herhjemme.